Teenagere er dem selv i de virtuelle verdener

Virtuelle verdener som Second Life etc. er vi jo en del, der går og undrer os over. Nogle griner endda, og mange betragter såmænd også det hele som et forbigående trend fænomen - uden de store fremtidsperspektiver.

Men uanset vores vurderinger af de virtuelle verdeners eksistensgrundlag, er det virkeligheden, at ca. 100 mio. mennesker - fortrinsvis børn og teenagere - sidste år brugte i omegnen af 1,5 mia. dollars på indkøb i de virtuelle verdener: avatars, virtuelt udstyr m.m..

Men hvorfor vil nogen da bruge rigtige menneskepenge til at købe virtuelle ting?, spørger alle vi (halvgamle) folk. Svaret hænger ifølge Ruben Steiger fra AdAge sammen med teenagers opfattelse af deres avatar. Hvor de fleste voksne ville tale om 'Min avatar', skelner teenagere ikke i sammen grad mellem dem selv og deres avatar. Det ER personen selv - i en anden krop, i en anden verden, bevares - men samme person. Og derfor vil de bruge (mange) penge på avataren.

Steigers analogi lyder: Hvis dine eneste overvejelser omkring dit næste køb af jeans udelukkende handlede om funktionalitet, kunne du klare det for 100 kroner. Alligevel taler sandsynligheden for, at du skal have 700-1.100 koner op ad lommen. Eller sagt med andre ord: En teenagers dispositioner i Second Life har lige så stor betydning for hans sociale status, som hans tøjvalg i den fysiske